Ukrainerne, der er flygtet på grund af krigen, som Rusland har indledt, er velkomne i Danmark, så længe de ønsker det.
Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) fredag under en gudstjeneste i Holmens Kirke i København på årsdagen for Ruslands invasion.
– Til jer ukrainere, som er i Danmark. Der vil jeg gerne sige, at vi passer på jer, så længe I har brug for det, siger hun.
Hun uddyber, at Danmark også vil hjælpe ukrainere med at genopbygge deres land.
Eksempelvis har Danmark påtaget sig et ledende ansvar for at genopbygge byen Mykolajiv, som er blevet smadret under krigen.
Da ukrainerne begyndte at flygte til Danmark, blev der lavet en særlov, som gør, at de hurtigt kan starte i skole, på en uddannelse eller i arbejde. Den varer i to år og kan forlænges til januar 2024.
4600 af de 31.400 ukrainske statsborgere, der sidste år kom til Danmark, er udrejst igen ifølge Danmarks Statistik.
Kvinder og børn udgjorde 85 procent af indvandringen, hvilket skyldes, at kampdygtige mænd skulle blive i Ukraine for at forsvare landet.
Danmark har foreløbig doneret penge, våben og nødhjælp for 6,3 milliarder kroner.
/ritzau/











