Polens premierminister, Mateusz Morawiecki, besøger fredag Ukraines hovedstad, Kyiv.
Det oplyser premierministerens parti, Lov og Retfærdighed, ifølge det polske nyhedsmedie PAP. Det skriver Reuters.
Besøget finder sted på etårsdagen for Ruslands invasion af Ukraine.
– Ifølge mine informationer rejser premierministeren til Kyiv og vil formentlig deltage i et møde i Ukraines parlament, siger Krzysztof Sobolewski, der er generalsekretær i premierministerens parti.
Polen har vist sig som en af Ukraines nærmeste allierede og mest kompromisløse støtter under krigen.
Blandt andet har nabolandet taget imod hundredtusindvis af ukrainske flygtninge. Ifølge data fra FN’s flygtningeorganisation (UNHCR) har halvanden million ukrainere opnået midlertidig beskyttelse i Polen.
I alt er otte millioner ukrainere flygtet fra Ukraine til andre europæiske lande.
/ritzau/











