Novak Djokovic er i stor fare for at miste sin førsteplads på verdensranglisten i tennis.
Fredag tabte Novak Djokovic nemlig sin kvartfinale i Masters 1000-turneringen i Paris til kroaten Marin Cilic i to sæt, 4-6, 6-7.
Med nederlaget er døren åben for, at Andy Murray kan skubbe Djokovic fra tronen.
Det sker, hvis Andy Murray når finalen i turneringen i Paris.
Djokovic har siddet på ranglistens øverste plads uafbrudt siden juli 2014, men efter et noget svingende efterår har briten Andy Murray halet så meget ind på ham, at førstepladsen er i reel fare.
Cilic, der er nummer ti på verdensranglisten, brød Djokovic’ allerførste serveparti i kampen, men tabte derefter sit eget. Han vandt sættet med et nyt servegennembrud ved stillingen 5-4.
Djokovic havde dermed fået samme dårlige start som i sin kvartfinale, hvor han også tabte første sæt.
Men i modsætning til Grigor Dimitrov i kvartfinalen lod Marin Cilic sig ikke løbe over ende i de efterfølgende sæt.
Faktisk var kroaten tæt på at gentage bedriften med et hurtigt brud, men Djokovic afværgede to breakbolde i sit første serveparti i andet sæt.
Ved 4-4 i andet sæt brød verdensetteren til gengæld sin modstanders serv, kom på 5-4 og kunne dermed efterfølgende serve sættet hjem. Det kiksede dog, og Cilic brød til 5-5.
Derefter holdt Cilic serv til 6-5 og havde to matchbolde i Novak Djokovic’ serv. Men igen kom verdensetteren tilbage og tvang sættet ud i tiebreak.
Her viste Cilic sig for stærk og vandt den 7-2.
I semifinalen skal Cilic møde superserveren John Isner.
Andy Murray spiller sin kvartfinale senere fredag.
/ritzau/











