Et cyberangreb har tirsdag ramt luftfartsselskabet SAS. Det betyder, at selskabets hjemmeside ikke har virket i flere timer.
Det bekræfter pressechef i SAS, Anna Sandell, over for B.T. Det skriver mediet omkring klokken 18.
Man er endnu ikke bevidst om, hvem der står bag angrebet. Det er man i gang med at finde ud af tirsdag aften, lyder det videre.
– Vi arbejder på at undersøge, hvordan vi stopper det, siger Anna Sandell til norske VG.
Ifølge den norske avis har flere svenske hjemmesider været udsat for cyberangreb tirsdag. Det skal blandt andet være gået ud over det svenske sundhedsvæsen.
Det er hackergruppen Anonymous Sudan, som har taget ansvar for disse angreb.
Gruppen har peget på afbrænding af koranen som årsag til angrebene.
For cirka tre uger siden – lørdag den 21. januar – brændte Rasmus Paludan en koran foran den tyrkiske ambassade i Sverige.
Det er hverken be- eller afkræftet, om gruppen også står bag angrebet på SAS.
/ritzau/











