Rumænien sender jagerfly på forgæves jagt efter luftballon

    Rumænien har haft to jagerfly på vingerne, efter at det rumænske luftvåbens overvågningssystem angiveligt observerede et objekt i landets luftrum.

    Det oplyser Rumæniens forsvarsministerium.

    Luftvåbnet opdagede ifølge ministeriet et objekt i luften, som lignede en form for vejrballon. Objektet fløj i omkring 11.000 meters højde.

    To jagerfly af typen MiG-21 LanceR blev hurtigt sendt til området, men det lykkedes i løbet af en halv times søgning ikke at lokalisere objektet.

    Situationen i Rumænien har udspillet sig, på et tidspunkt hvor luftballoner og ukendte objekter særligt har været på dagsordenen i USA.

    Sagen begyndte, da USA’s forsvarsministerium 2. februar meddelte, at det monitorerede en formodet kinesisk luftballon.

    Ballonen befandt sig i amerikansk luftrum og blev ifølge USA brugt til at spionere. Luftballonen blev skudt ned af amerikanerne 4. februar.

    Siden da har USA skudt en række andre objekter ned fra luftrummet. De er dog ikke blevet identificeret. Det Hvide Hus oplyste mandag, at man fortsat ikke ved, hvor objekterne stammer fra, og hvad deres formål var.

    /ritzau/Reuters