Mandlig cyklist kommer til skade i ulykke med lastbil

    En ældre mandlig cyklist er kommet alvorligt til skade i en ulykke med en lastbil tirsdag morgen i Esbjerg.

    Det fortæller Søren Strægaard, som er vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, til Ritzau.

    Ulykken er sket i krydset mellem Hededammen og Hedelundvej i Esbjerg, og den blev anmeldt klokken 07.

    Tirsdag formiddag oplyser vagtchefen til JydskeVestkysten, at cyklisten er en 76-årig mand. De pårørende er underrettet.

    Politiet formoder, at ulykken er sket i forbindelse med et sving.

    Lastbilchaufføren er sluppet uden skader ifølge JydskeVestkysten.

    Politiet har tirsdag morgen haft en bilinspektør på ulykkesstedet. En bilinspektør kan undersøge de nærmere omstændigheder omkring alvorlige trafikulykker.

    /ritzau/