Storm får New Zealand til at erklære undtagelsestilstand

    Regeringen i New Zealand har torsdag erklæret undtagelsestilstand i landet, efter at en tropisk storm har hærget den nordlige del af landet.

    Stormen er af myndighederne blevet beskrevet som en naturkatastrofe “uden fortilfælde”.

    Det skriver AFP.

    Minister for katastrofehåndtering Kieran McAnulty underskrev erklæringen, mens redningsmandskaber kæmpede for at følge med efter dage med kraftig regn og vind.

    Titusinder husstande er uden strøm.

    – Det her er et vejrfænomen uden fortilfælde, der har kæmpe indvirkning på hele nordøen, siger Kieran McAnulty.

    – Vi står alle overfor omfattende oversvømmelser, skred, ødelagte veje og infrastruktur, siger McAnulty.

    Det er kun tredje gang i landets historie, at New Zealand erklærer undtagelsestilstand. De to andre gange var under covid-19 pandemien i 2020 og efter angreb i Christchurch i 2019.

    /ritzau/