En 13-årig dreng har overlevet i over en uge under murbrokkerne fra en bygning, der kollapsede i forbindelse med sidste uges voldsomme jordskælv.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Teenageren lå under murbrokkerne i cirka 182 timer, før det mandag lykkedes for redningsfolk i den tyrkiske Hatay-provins at komme ham til undsætning. Han blev efterfølgende lagt på en båre, dækket til og bragt til en ambulance.
Hatay-provinsen ligger i det sydlige Tyrkiet nær Syrien.
Redningsaktionen er et lille lyspunkt under den katastrofe, der udspiller sig i Tyrkiet og Syrien. Over 35.000 mennesker er døde efter mandagens jordskælv, og antallet fortsætter med at stige.
Dermed har jordskælvet været mere dødeligt end et stort jordskælv, der i 1939 ramte Tyrkiet. Dengang døde knap 33.000 mennesker.
FN’s nødhjælpschef, Martin Griffiths, udtalte søndag, da dødstallet var på 28.000, at det formentlig vil blive “fordoblet eller mere”.
Mandagens jordskælv havde en styrke på 7,8.
Det ramte tidligt om morgenen nær den tyrkiske millionby Gaziantep cirka 50 kilometer fra grænsen til det nordvestlige Syrien.
Mange lå og sov, da jordskælvet ramte.
Skælvet blev efterfulgt af en lang række voldsomme efterskælv – herunder ét, der var næsten lige så kraftigt som det første.
/ritzau/











