En tropisk storm har efterladt tusindvis af husstande uden strøm i New Zealand.
Også flytrafikken er indstillet mandag, mens den nordlige del af landet er ramt af ekstremt vejr.
Minister for krisehåndtering Kieran McAnulty udtaler, at newzealænderne har en “kritisk dag” foran sig på grund af en “meget farlig” kombination af vind og kraftig regn.
Selv om stormen er aftaget i styrke og dermed ikke længere betragtes som en cyklon, har den allerede ødelagt træer, veje og strømforsyning.
I fem forskellige nordlige regioner er der erklæret nødretstilstand, herunder i Auckland.
Omkring 58.000 mennesker på den nordlige ø er uden strøm.
Myndighederne har advaret om, at det kan tage flere dage at få genoprettet elnettet.
– Så længe at vejret bliver ved med at være så slemt, som det er, er det faktisk ret farlige at arbejde med elnettet, siger McAnult.
Auckland, landets største by og hjem for mere end 1,6 millioner mennesker, er stadigvæk ved at genoprette skaderne efter oversvømmelser, der ramte området sidste måned. Her mistede fire personer livet. Tusindvis blev tvunget til at forlade deres hjem.
/ritzau/AFP











