Det ukendte objekt, som søndag måtte skydes ned over Lake Huron ved den amerikansk-canadiske grænse, udgjorde en trussel mod USA, da det muligvis var til spionage.
Det oplyser en embedsmand fra det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, til nyhedsbureauet Reuters.
Objektet udgjorde ikke en militær trussel, erkender embedsmanden.
Det er dog muligt, at det kunne have udgjort en trussel for indenrigsluftfart, da det svævede i cirka 6,1 kilometers højde.
Der var tale om et ottekantet objekt med hængende snore på siden. Det fragtede dog ikke noget af betydning, fortæller embedsmanden fra Pentagon.
Det flyvende objekt blev først opdaget over delstaten Montana lørdag, men blev skudt ned søndag over Lake Huron. Pentagon hævder, at objektet fløj tæt på amerikanske militærområder.
/ritzau/











