Et ukendt objekt er blevet skudt ned over det nordlige Canada.
Det skriver den canadiske premierminister, Justin Trudeau, lørdag på det sociale medie Twitter.
Objektet er blevet skudt ned i et samarbejde mellem det amerikanske og canadiske luftvåben.
– Jeg beordrede nedskydningen af en uidentificeret genstand, der krænkede canadisk luftrum, skriver Justin Trudeau på Twitter.
Premierministeren skriver desuden, at han har talt med den amerikanske præsident, Joe Biden, og at de canadiske styrker vil analysere resterne af objektet.
Fredag skød et amerikansk jagerfly et andet ukendt objekt ned nær delstaten Alaska. Det er endnu uklart, hvad objektet var, og hvem der ejede det.
/ritzau/











