Privathospitalerne får en større rolle i at aflaste de trængte, offentlige sygehuse.
Det sker som følge af en aftale mellem regeringen, Danske Regioner og privathospitalernes brancheorganisation, Sundhed Danmark, skriver Jyllands-Posten.
Aftalen er en del af en akutpakke til en værdi på omkring to milliarder kroner.
Den indebærer, at privathospitalerne i 2023 skal give det offentlige en rabat på 12 procent for behandling.
Rabatten falder til ti procent i 2024.
Aftalen offentliggøres ifølge avisen lørdag i Sundhedsministeriet.
Direktør på Privathospitalet Danmark i Charlottenlund Thomas Johnsen siger til Jyllands-Posten, at han ikke er tilfreds med aftalen.
– Det er ikke et glædelig budskab. Vi kommer til at miste penge på at skulle give de aftalte rabatter ikke mindst set i lyset af, at vi ikke har garanti for, hvor mange ekstra patienter vi kan regne med, siger han til Jyllands-Posten.
/ritzau/











