Amerikanske jagerfly har nedskudt et ukendt objekt nær delstaten Alaska.
Det kunne have været en trussel mod flytrafikken, oplyser Det Hvide Hus ifølge Reuters.
Objektet befandt sig i omkring 12 kilometers højde nær den nordøstlige del af Alaska tæt på grænsen til Canada ifølge Det Hvide Hus.
Hvorfor objektet er blevet skudt ned, eller hvad det består af, er på nuværende tidspunkt ikke klart.
Det Hvide Hus fortæller yderligere, at objektet er mindre end den kinesiske luftballon, der for nylig blev skudt ned.
– Det er uklart, hvem der ejede objektet, der blev skudt ned nær Alaska, siger John Kirby, talsmand for USA’s nationale sikkerhedsråd, ifølge Reuters.
/ritzau/Reuters









