Torsdag formiddag fandt politiet 202 ulovlige puff bars på en adresse i Silkeborg.
Det skriver Midtjyllands Avis.
Puff bars er engangs-e-cigaretter med sød smag og duft, og de er udbredt blandt børn og unge.
Lokalpolitiet i Silkeborg holder ifølge avisen kortene tæt til kroppen. Men politiet oplyser, at en 27-årig mand fra Silkeborg er sigtet for at have varerne.
Sigtelsen går på overtrædelse af toldloven, hvilket i udgangspunktet vil blive straffet med en bøde.
I september sidste år nedsatte sundhedsministeren og erhvervsministeren en kontrol-taskforce på grund af udbredelsen af puff bars. Indsatsen skal styrke myndighedernes kontrol med tobaks- og nikotinområdet.
/ritzau/











