Billeder af den kinesiske ballon, som i sidste uge fløj i amerikansk luftrum, viser, at den havde udstyr til efterretningsovervågning.
Det siger en højtstående embedsmand i det amerikanske udenrigsministerium i en udtalelse torsdag.
Ifølge embedsmanden, som udtaler sig anonymt, kan man se en række antenner på ballonen, som skal være i stand til at opsnappe kommunikation.
Ballonen havde også solpaneler, som ifølge embedsmanden er store nok til at kunne drive udstyr, som kan overvåge kommunikation.
I udtalelsen lyder det, at det udstyr, som USA kan se på billeder af ballonen, ikke stemmer overens med, at ballonen skulle være en vejrballon.
Den kinesiske regering har hævdet, at ballonen havde et civilt formål og blandt andet blev brugt til meteorologisk forskning.
FBI siger til nyhedsbureauet Reuters, at man stadig er i de tidlige stadier, når det kommer til at undersøge fysiske beviser fra ballonen.
Ifølge FBI er der stadig meget af ballonen, som er under vand.
Den blev lørdag skudt ned af et amerikansk kampfly. Ballonens dele landede i Atlanterhavet ud for den amerikanske østkyst.
/ritzau/AFP











