Forhandlingerne mellem Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) og Finansforbundet om en ny overenskomst er torsdag brudt sammen.
Det oplyser både Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) og Finansforbundet.
Ifølge Nicole Offendal, administrerende direktør i FA, skyldes sammenbruddet, at de to parter ikke kan blive enige om, hvad der er ansvarlige lønstigninger i det nuværende økonomiske miljø.
– Økonomien er præget af enorm usikkerhed. Vi ved ikke, om der venter en økonomisk opbremsning rundt om hjørnet, siger hun.
– Bremser økonomien op, kan for høje lønstigninger udløse fyringsrunder i sektoren og forringe virksomhedernes konkurrenceevne.
Der forhandles ny overenskomst for 120 virksomheder og mere end 41.000 ansatte, som repræsenteres af Finansforbundet.
Kent Petersen, som er formand i Finansforbundet, fortæller, at de har afgivet første konfliktvarsel. Det vil sige, at fagforbundet truer med at iværksætte en strejke eller en blokade.
Han tilføjer, at forbundet savner at se vilje fra arbejdsgivernes side.
– Vi forhandler på et komplekst bagtæppe sammen med resten af det private arbejdsmarked, som vi er helt bevidste om, lyder det fra Kent Petersen.
– Men vi er selvfølgelig også gået til forhandlingerne med en forventning om, at medarbejderne skulle kompenseres rimeligt for en tårnhøj inflation og i øvrigt fremragende resultater i sektoren.
Parterne har stadig mulighed for at aftale nye forhandlingsmøder om en ny overenskomst, inden forhandlingerne overgår til Forligsinstitutionen.
/ritzau/











