Slud i Nordjylland sender politiet ud til tre uheld fredag nat

    Nordjyllands Politi måtte hele tre gange rykke ud til færdselsuheld i politikredsen natten til fredag.

    Det oplyser vagtchef Jesper Sørensen til Ritzau kort efter klokken 05.00 fredag morgen.

    Ingen ser ud til at være kommet alvorligt til skade, men Jesper Sørensen oplyser, at der formentlig er tale om en eller anden grad af glatføreuheld i alle tre tilfælde.

    Politiet fik den første af anmeldelserne klokken 02.29. To biler var involveret i uheldet, som skete på E45 i sydgående retning vest for Hobro.

    Jesper Sørensen forklarer, at én af bilerne kørte galt, mens den anden bil måtte undvige den, og at det med det glatte underlag her gik galt.

    Bare ti minutter senere tikkede endnu en anmeldelse ind på vagttelefonen.

    Igen på E45 havde der været et uheld, denne gang et solouheld med en taxa. Politi og ambulance rykkede ud til uheldet, men ifølge Jesper Sørensen har der heller ikke her været alvorlig personskade.

    Godt en halv time kom endnu en anmeldelse om et færdselsuheld.

    Her var tale om en bil, som var forulykket på Halsvej tæt på Vodskov – cirka to kilometer øst for E45, specificerer politiet på Twitter. Bilen trillede om på taget i uheldet, oplyser Jesper Sørensen, men heller ikke her meldinger om alvorlig personskade.

    /ritzau/