En lokal fisker blev tidligt fredag fundet druknet i havnen i Hundested.
Det oplyser Nordsjællands Politi ifølge Ekstra Bladet.
Den 46-årige mand er af ukendte årsager faldet i vandet fra kajkanten.
Manden blev fundet af en anden mand, som i første omgang fik øje på fiskerens cykel på kajen. Det undrede ham, at cyklens ejer ikke var at se.
Den forbipasserende opdagede herefter manden i vandet og kontaktede alarmcentralen, skriver Ekstra Bladet.
Manden var livløs, da redningsberedskab og politi ankom til Hundested Havn. Efterfølgende blev han erklæret død.
/ritzau/











