Hver tredje ansat under 18 år arbejder i et supermarked

    Hver tredje lønmodtager mellem 13 og 17 år var ansat i et supermarked i 2021. Dermed er supermarkeder den mest populære branche blandt de unge.

    Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

    Konkret viser de, at 38.000 beskæftigende under 18 år modtog deres lønseddel fra et supermarked eller et varehus i 2021. Det svarer til 32 procent af de unge lønmodtagere.

    Supermarkederne er mest populære blandt de 16 til 17-årige, men ligger på en andenplads hos de 13 til 15-årige. De vælger nemlig at gå med aviser og reklameblade frem for at fylde hylder op og scanne varer.

    Desuden viser de nye tal, at 34,9 procent af børn og unge fra 13 til 17 år var i arbejde i 2021. Det svarer til 119.500 personer, hvilket er cirka 10.000 flere end i 2020.

    Af dem var 47.200 mellem 13 og 15 år, mens 72.300 var i alderen 16 til 17 år.

    /ritzau/