Mike Gallagher, medlem af Repræsentanternes Hus i USA for Det Republikanske Parti, har i længere tid ønsket at forbyde det sociale medie TikTok i USA.
Og det har heller ikke ændret sig efter et møde med repræsentanter fra det sociale medie, oplyser republikanerens talsmand, Jordan Dunn, ifølge nyhedsbureauet Reuters onsdag.
Gallagher sidder i spidsen for Husets særlige udvalg for kinesiske anliggender. TikTok er kinesisk ejet og er i flere omgang blevet beskyldt for at overlevere data om amerikanske brugere til den kinesiske regering.
Republikaneren mødtes onsdag med TikToks fungerende sikkerhedschef for amerikanske brugerdata.
Dunn fortæller, at Mike Gallagher “satte pris på deres møde, men fandt deres argumenter uoverbevisende”.
/ritzau/











