Skare Meat Packers erklæret konkurs

    Slagterivirksomheden Skare Meat Packers har onsdag begæret sig konkurs.

    Det fortæller tillidsrepræsentant hos Skare Meat Packers, Gunner Herman Straarup, til TV SYD.

    Konkursbegæringen kommer, efter at både Rema 1000 og Salling Group har afbrudt samarbejdet med slagterivirksomheden.

    Det skete, efter at Fødevarestyrelsen under et kontrolbesøg fandt 250 ton gammelt kød, heraf noget helt tilbage fra 2010.

    Kødet blev fundet i et eksternt frysehus, som tilhører Skare Meat Packers.

    – Vi har mistet en del kunder, og særligt Rema 1000 og Salling Group har været et stort slag for os, da det er nogle af vores største kunder, siger Gunner Herman Straarup til TV Syd.

    /ritzau/