Boeing siger farvel til et ikon: Sidste 747 bliver leveret

    Tirsdag sagde den amerikanske flyproducent Boeing farvel til et ikon, da den for sidste gang leverede et fly af typen 747, der også er kendt som jumbojetten.

    Siden 747 kom på vingerne for første gang i 1970, har det fungeret som fragtfly, rutefly, transport for Nasa’s rumfartøjer og præsidentflyet Air Force One. Det skriver nyhedsbureauet AP.

    Flytypen har revolutioneret rejsebranchen og gjort det muligt at flyve direkte mellem byer, der aldrig før havde haft direkte ruter.

    Pludselig kunne der være 350-400 passagerer om bord, hvilket var mere end en fordobling i forhold til det daværende niveau.

    Flyet med den letgenkendelige pukkel blev kendt som Himlens Dronning.

    I løbet af de seneste 15 år har både Boeing og den europæiske rival Airbus lanceret fly, der er mere profitable og brændstofeffektive, og derfor er der ikke længere samme behov for 747’eren.

    Den britiske milliardær Richard Branson startede et flyselskab med ét 747-fly.

    Branson grundlagde flyselskabet Virgin Atlantic i 1984, efter at han havde skaffet et brugt Boeing-747.

    – Det gav USA og Boeing en ledende rolle i luftfart, siger Branson til Reuters tirsdag, hvor det sidste Boeing-747 leveres til fragtselskabet Atlas Air.

    – Det er okay til den lejlighedsvise rummission, men brændstofpriserne for dagligt at flyve over Atlanterhavet er bare for høje nu. Så farvel til et vidunderligt bæst.

    /ritzau/