To påkørsler på kort tid i Aarhus – 61-årig mand er død

    To alvorlige trafikulykker har fundet sted i Aarhus søndag morgen på under to timer.

    Den første fik politiet en anmeldelse om klokken 04.43. Der er tale om en ung mand, der er i kritisk tilstand, efter at han blev påkørt af en taxa på Vesterbrogade i Aarhus.

    Det oplyste Mikkel Møldrup, der er vagtchef ved Østjyllands Politi, tidligt søndag morgen.

    Manden, der blev ramt, er 22 år. Det fortæller vagtchef Flemming Lau.

    – Han er i øjeblikket på Skejby (Aarhus Universitetshospital, red.). Han er i kritisk, men stabil tilstand, siger vagtchefen ved 9-tiden.

    Den 22-åriges pårørende er underrettet.

    En bilinspektør blev tilkaldt for at se nærmere på ulykkesstedet. I den anledning var trafikken spærret, men der er åbnet op for trafikken igen.

    En bilinspektørs opgave er at undersøge alvorlige trafikulykker. Bilinspektøren kan blandt andet vurdere, hvor hurtigt der er blevet kørt, eller om der er foretaget opbremsning eller lignende.

    Ifølge Flemming Lau skete ulykken, da den unge mand trådte ud på vejen og blev ramt af taxaen. Umiddelbart har der ikke været nogen vidner.

    – Der er ikke nogen vidner, der har set det, så vi vil gerne høre, hvis nogen har set det, siger han.

    Under to timer efter den første alvorlige trafikulykke fandt en ny påkørsel sted i Aarhus. Den skete ved krydset Åby Ringvej og Bautavej i Aarhus V. Her blev en mand påkørt af en kvindelig bilist.

    – Det er en 61-årig, der går ud på kørebanen for at praje taxa. Bagved den er en kvinde, som passerer højre om og rammer ham direkte, siger Flemming Lau.

    Den 61-årige mand er afgået ved døden, oplyser vagtchefen.

    – Hans liv stod ikke til at redde, siger Flemming Lau.

    Mandens pårørende er underrettet.

    Ligesom ved den anden ulykke har en bilinspektør undersøgt stedet.

    /ritzau/