Mindst 40 mister livet da bus kører ud over bro i Pakistan

    Mindst 40 er blevet dræbt i en ulykke i det sydvestlige Pakistan søndag, hvor en bus er kørt ud over en bro og er brudt i brand.

    Det bekræfter en lokal embedsmand søndag.

    Der var 48 passagerer om bord, da bussen angiveligt ramte en søjle og derefter kørte ud over broen. Da bussen ramte jorden, brød den i brand.

    Tre personer er fundet i live og reddet ud fra stedet, fortæller Hamza Anjum, der er embedsmand i Lasbela-distriktet i Balochistan-provinsen.

    Trafiksikkerheden er ikke god i Pakistan, hvor der ofte er dødelige trafikulykker.

    Det skyldes ofte hensynsløs kørsel og dårlige veje. Desuden er det sjældent, at passagerer i busserne bruger sele, hvilket kan øge dødeligheden, når ulykkerne indtræffer.

    Mere end 27.000 personer blev dræbt på de pakistanske veje i 2018, viser estimater fra Verdenssundhedsorganisationen (WHO). Der bor over 230 millioner mennesker i Pakistan.

    /ritzau/AFP