Israel anholder 42 personer efter dødeligt angreb i Østjerusalem

    Israels militær styrker sin tilstedeværelse på Vestbredden i kølvandet på angrebet mod en gruppe civile israelere fredag aften ved en synagoge i bydelen Neve Yaakov i det østlige Jerusalem.

    Det oplyser en talsperson for militæret ifølge nyhedsbureauet Reuters.

    Angrebet kostede syv personer livet. Det var rettet mod civile og skete nær en synagoge i Neve Yaakov, der er en jødisk bosættelse i Østjerusalem.

    Nyhedsbureauet AFP og den israelske avis Haaretz skriver, at 42 personer er blevet anholdt efter angrebet. Heriblandt er den formodede gerningsmands familiemedlemmer og andre bekendte.

    Gerningsmanden blev skudt dræbt under sin flugt fra stedet. Der er ifølge Haaretz tale om en 21-årig mand fra Østjerusalem.

    Ifølge politiet ankom han til synagogen fredag klokken 20.15 lokal tid. Herefter ventede han uden for bygningen, inden han begyndte at skyde mod fodgængere på gaden samt mod civile, der forlod synagogen, skriver Haaretz.

    Der er ifølge den israelske avis tale om det dødeligste angreb begået af en palæstinenser i Jerusalem i 15 år.

    /ritzau/