21 køretøjer og 49 brandmænd er til stede ved brand i København

    Politi og brandvæsen er massivt tilstede ved en brand på Damhus Boulevard på den københavnske vestegn natten til fredag.

    Det oplyser Mads Dam, vagtchef hos Vestegnens Politi klokken 02.13.

    – De siger, at det brænder ret godt derude, så der går nok noget tid, før den er slukket, siger han.

    Flammerne har spredt sig i en bygning, der er under renovering. Dermed er der ikke beboelse i bygningen.

    Alligevel er seks personer i nabobygningerne blevet evakueret, oplyser Mads Dam.

    På nuværende tidspunkt kan han ikke sige noget om årsagen til branden.

    – Vi skal selvfølgelig have undersøgt det, når branden er slukket, siger Mads Dam.

    – Det hele skal køle af, før vores teknikere kan komme ind og undersøge det, siger han.

    21 køretøjer og 49 mand er i alt til stede, oplyser Hovedstadens Beredskab på Twitter.

    Der er ingen meldinger om, at røgen skulle være farlig for folk i området.

    /ritzau/