Chevron belønner sine investorer med 510 milliarder kroner

    Chevron belønner sine investorer med aktietilbagekøb for 75 milliarder dollar. Det svarer til cirka 510 milliarder kroner.

    Sådan lyder det fra det amerikanske olieselskab onsdag i en pressemeddelelse ifølge Bloomberg.

    Samtidig hæver selskabet investorernes udbytte med 6,3 procent til 1,51 dollar per aktie.

    Offentliggørelsen kommer efter et år, hvor olie- og energiselskaber har tjent gode penge på stigende priser som følge af Ruslands invasion af Ukraine.

    I takt med at vestlige lande har boykottet russiske energileverancer, er prisen på alt fra naturgas til olie skudt i vejret.

    Et aktietilbagekøb er, når et selskab køber sine egne aktier.

    Det sker eksempelvis, hvis selskabet ikke mener, det har bedre investeringer at lave.

    Det kan også være, fordi selskabet mener, at værdien af dets aktie er undervurderet.

    Chevron er verdens fjerdestørste ikke-statsejede olieselskab med hovedkvarter i San Ramon, Californien.

    /ritzau/