En syvårig pige er i kritisk tilstand, efter at hun lørdag blev ramt af skud foran en romersk katolsk kirke i London.
Fem andre personer blev også såret ved skyderiet.
Skyderiet skete efter en såkaldt sjælemesse, der blev afholdt for en mor og en datter, der døde i november.
Sørgende løb skrigende fra stedet ved kirken i hovedstaden, mens der kunne høres skud.
– Indledende undersøgelser antyder, at skuddene blev affyret fra et køretøj, der var i bevægelse, og som efterfølgende kørte fra stedet, siger politiet i London i en udtalelse.
Præsten, der stod for sjælemessen, Jeremy Todd, siger til nyhedsbureauet PA, at sjælemessen var til ære for den 20-årige Sara Sanchez og hendes mor, der begge døde inden for en måned i november sidste år.
Den unge kvinde døde af leukæmi, mens hendes mor døde, efter at hun fik en blodprop, da hun ankom til Heathrow Lufthavn fra Colombia, skriver mediet MyLondon.
– Jeg hørte et almægtigt brag, og jeg tænkte, at det er ikke normalt, og det næste øjeblik skreg og råbte alle, siger en nabo til PA.
Politiet i London beder alle vidner om at kontakte politiet.
/ritzau/AFP











