To mænd og en kvinde er blevet anholdt og sigtet for drab, efter at Nordjyllands Politi lørdag klokken 22.50 modtog en anmeldelse om, at nogen havde fundet en livløs mand i Aalborg.
Det skriver politiet i en pressemeddelelse.
Politiet rykkede ud til biblioteket ved Rendsburggade, hvor manden var blevet fundet, og kunne konstatere, at “manden viste svære skader på kroppen, hvilket indikerede at han var blevet udsat for en forbrydelse”.
De tre anholdte er 31, 37 og 41 år gamle.
Vicepolitiinspektør Sune Myrup siger, at politiet er massivt til stede i området omkring Rendsburggade, Nytorv og Østerbro og vil være det det meste af natten, mens de tekniske undersøgelser på gerningsstedet pågår.
– Der ligger et stort efterforskningsarbejde foran os, hvor vi skal forsøge at klarlægge hele hændelsesforløbet både før og efter forbrydelsen, siger han i pressemeddelelsen.
/ritzau/











