Egyptiske myndigheder oplyser lørdag, at der er blevet opdaget en forhistorisk grav i byen Luxor. Graven er omkring 3500 år gammel, og arkæologer mener, at den indeholder de jordiske rester af en royal fra det 18. dynasti.
Graven er fundet af egyptiske og britiske forskere på Nilens vestbred, hvor også Dronningernes Dal og Kongernes Dal ligger, siger Mostafa Waziri, der er leder af Egyptens råd for oldtiden.
– De første genstande, der indtil videre er blevet fundet inde i graven, indikerer, at den kan dateres til det 18. dynasti med faraoerne Akhenaton og Tutankhamun, siger Waziri i en udtalelse.
Det 18. dynasti er en del af den periode i Egypten, der er kendt som Det Nye Kongerige. Perioden sluttede i 1292 før vor tidsregning og anses som nogle af de mest fremgangsrige år i det gamle Egypten.
/ritzau/AFP











