Det er med at holde på hue og halstørklæde, når man bevæger sig ud af døren søndag eftermiddag og aften. Faktisk kan der komme så voldsomme vindstød, at træer kan vælte, og broer kan blive spærret.
For Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) har udsendt et varsel om stormende kuling og vindstød af stormstyrke, der gælder fra søndag klokken 14 til midnat.
Et lavtryk lige vest for Skotland bevæger sig mod øst og ventes at ligge over Vendsyssel og Skagerrak søndag eftermiddag. På vej mod øst intensiveres lavtrykket, og fra lørdag eftermiddag tiltager vinden, lyder meldingen.
– På søndag forventer vi op til stormende kuling med vindstød af stormstyrke i store dele af landet, undtagen det nordlige Jylland, skriver DMI’s meteorolog Bolette Brødsgaard i varslet lørdag morgen.
Vindstød af stormstyrke kan ifølge DMI medføre, at tagsten blæser ned, store grene knækker, træer kan vælte og spærre tog- og vejstrækninger. Der er også en sandsynlighed for, at broer må lukkes for trafik.
DMI har også udsendt et varsel om forhøjet vandstand. Det gælder fra tidligt søndag morgen ved Vadehavet og den centrale del af Vestkysten.
Ved Vadehavet ventes 2,4 til 2,9 meter over normal vandstand, mens det ved den centrale del af Vestkysten ventes at være 1,9 til 2,2 meter.
– Ud over vind ventes der at komme en del regn fra lørdag eftermiddag, og den megen regn i kombination med forhøjet vandstand giver risiko for oversvømmelser fra vandløb, skriver DMI.
Hos DMI holder man løbende øje med situationen. Instituttet vil opdatere efter behov.
/ritzau/











