Danskermål hjælper Winnipeg Jets til NHL-sejr

    Det canadiske ishockeyhold Winnipeg Jets tog natten til lørdag en 4-1-sejr over Pittsburgh Penguins i Nordamerikas bedste ishockeyliga, NHL.

    Sejren kom i hus med hjælp fra danske Nikolaj Ehlers, som scorede til 3-1 tæt mod slutningen af kampens anden periode.

    Pucken blev serveret for amerikanske Kyle Connor, som tog et flot diagonalt træk gennem banen, inden han overlod det til den 26-årige dansker at hamre pucken forbi Penguins-målmanden Dustin Tokarski.

    Kampens første mål blev scoret af Blake Wheeler, som kunne bringe Jets foran på et powerplay, efter at Penguins-angriberen Jake Guentzel fik to minutters udvisning for høj stavføring.

    Drew O’Connor bragte Penguins på 1-1 i slutningen af første periode, men Jets’ Mark Scheifele gav føringen tilbage til Jets, inden Ehlers gjorde det til 3-1 bare 22 sekunder senere.

    Scheifele kom på måltavlen igen i tredje periode. Det skete med bare ti mand på isen, efter at begge hold havde fået en fem minutters udvisning på grund af et slagsmål.

    4-1 stod det til Jets da buzzeren lød.

    Jets befinder sig efter sejren på andenpladsen i NHL’s vestkonference. Formår holdet at holde fast i den placering, kvalificerer Nikolaj Ehlers og Co. sig til Stanley Cup, som ligaens playoffturnering hedder.

    /ritzau/