Polen er villig til at levere de kraftfulde Leopard-kampvogne til Ukraine.
Det skal i givet fald ske “som led i en international koalition”, siger Polens præsident, Andrzej Duda, under et besøg i den ukrainske by Lviv ifølge AFP.
Ukraines regering har længe bedt om kraftige militære køretøjer som de tysk-producerede Leopard 2. Det vil repræsentere en betydelig optrapning i den vestlige militære støtte til Ukraine.
– Et kompagni af Leopard-kampvogne vil blive overdraget som led i en koalitionsopbygning, siger Andrzej Duda under et besøg i den vestlige ukrainske storby onsdag.
– Vi ønsker, at det skal være en del af en international koalition, understreger han.
Polens premierminister, Mateusz Morawiecki, sagde lørdag, at Polen ikke har til hensigt at sende Leopard-kampvogne til Ukraine uden dannelse af en koalition.
Den tyske forbundskansler, Olaf Scholz, sagde mandag, at han stadig er overbevist om, at det er nødvendigt at koordinere våbenleverancer til Ukraine med allierede lande.
En tysk regeringstalsmand siger imidlertid onsdag, at den tyske regering ikke har kendskab til, at allierede har bedt om at sende Leopard-kampvogne til Ukraine.
/ritzau/AFP











