Bisættelse af Lise Nørgaard bliver offentlig

    Journalist og forfatter Lise Nørgaard bisættes lørdag 14. januar fra Sankt Pauls Kirke i det centrale København.

    Det fremgår af en pressemeddelelse på vegne af familien, der søndag aften måtte sige farvel til en af dansk kulturlivs største stjerner.

    Alle er velkomne til at sige farvel til den kendte forfatter, der gik bort i en alder af 105 år. Der vil dog være begrænset plads i og udenfor kirken, og bisættelsen vil formentlig blive vist på tv, idet pressen får adgang.

    Kirken åbner for adgang klokken 12.30, og bisættelsen finder sted fra klokken 14.

    Sognepræst ved Sankt Pauls Kirke Kathrine Lilleør var nær veninde med forfatteren og forestår bisættelsen.

    Foruden familien vil venner og relationer til Lise Nørgaard gennem hendes lange liv være inviteret.

    De fleste vil formentlig forbinde Lise Nørgaard med serien “Matador”, der flere gange har kørt på DR med seerrekorder til følge. Samtidig er serien solgt i millioner af eksemplarer på dvd og videobånd.

    Lise Nørgaard vil blive stedt til hvile på Sankt Ibs Kirkegaard i Roskilde, hvor hendes forældre og søn også ligger begravet.

    /ritzau/