Redningsmandskab i Vietnam forsøger at hente dreng op fra dybt hul

    I Vietnam er hundredvis af redningsarbejdere mandag sat ind i en operation ved en byggeplads i provinsen Dong Thap for at redde en dreng op fra et 35 meter dybt hul.

    Den 10-årige dreng ved navn Thai Ly Hao Nam faldt ned i en hul betonpille, som kun er 25 centimeter bredt.

    Han var angiveligt travlt optaget af at søge efter skrotmetal i området i den sydlige del af Dong Thap, hvor en ny bro er ved at blive bygget.

    – Vi gør vort bedste. Vi ved endnu ikke noget om drengens tilstand, siger talsmanden for redningsmandskabet, som kun oplyser sit fornavn Sau.

    Ifølge lokale medierapporter har redningsmandskabet forsøgt at bore i den omkringliggende jord for at blødgøre den, hvorved der måske kan banes vej for, at man kan trække betonpillen op.

    Myndighederne er ikke sikre på drengens tilstand. Han faldt ned i hullet for to dage siden og er holdt op med at interagere med omgivelserne. Ilt er hele tiden blevet pumpet ned i hullet, skriver den vietnamesiske avis Tuoi Tre.

    Den vietnamesiske premierminister, Pham Minh Chinh, har bedt redningsmandskab fra det nationale beredskab om at assistere de lokale redningshold i Dong Thap med at redde drengen.

    /ritzau/AFP