Tre ukrainske løver er blevet evakueret til Knuthenborg

    Tre hunløver, der er blevet evakueret fra en zoologisk have i Ukraine, kom kort før jul til Knuthenborg Safaripark på Lolland.

    Det skriver Dyrenes Beskyttelse i en pressemeddelelse mandag morgen.

    De tre løver blev i august evakueret fra Feldman Ecopark, der ligger i Donetsk-regionen. De har i mellemtiden haft et kort ophold i Polen, men befinder sig altså nu på Lolland.

    Det er krigen i Ukraine, der har gjort det nødvendigt at evakuere løverne.

    – Vi er rigtig glade for, at det lykkedes. Den mindre zoo lå i en krigszone, og løverne var truet af underernæring, siger Anne Sofie Meilvang, der er biolog i Dyrenes Beskyttelse.

    – Evakuering af sådanne store rovdyr er kompleks og risikabel for de involverede, lokale dyrevenner og soldater. Herefter startede koordineringsarbejdet med at få dem ud af Ukraine og til nye hjem.

    I denne uge kommer de tre afrikanske hunløver ud i deres eget anlæg i safariparken.

    De kommer til at være i Knuthenborgs tigeranlæg, Tigerskoven, der er Europas største.

    /ritzau/