Øjenafdelingerne på landets hospitaler har nytårsaften og -nat behandlet 25 personer med øjenskader.
Det siger Ulrik Correll Christensen, der er øjenkirurg på øjenafdelingen på Rigshospitalet. Han har indsamlet tal fra hele landet.
– Det er meget normalt, at vi ser mellem 20-25 personer, der kommer til skade omkring nytår.
– Der har været nogle i dagene op til nytår, og der vil også komme nogle de næste dage, så det samlede tal bliver formentlig højere, siger han.
Alle med øjenskader har været drenge og mænd under 50 år. En tredjedel af dem har været under 18 år. De yngste har været 13 år.
Ved indgangen til 2022 blev der behandlet 16 personer med øjenskader.
For de flestes vedkommende har de ved årets nytårsfejring ikke haft sikkerhedsbriller på, mens de har fyret fyrværkeri af eller overværet det.
Det gælder ifølge Ulrik Correll Christensen for 23 ud af de 25 personer.
/ritzau/











