Et hotel i den ukrainske hovedstad, Kyiv, er lørdag angiveligt blevet ramt af, hvad Ukraine hævder er endnu et stort russisk missilangreb.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
I alt har cirka ti eksplosioner ramt Kyivs centrum i løbet af nytårsaftensdag. Det skriver nyhedsbureauet Reuters, der har en person på stedet.
Kyivs borgmester, Vitalij Klitsjko, bekræfter på beskedtjenesten Telegram, at man har kunnet høre eksplosioner rundtom i byen. Han siger lørdag eftermiddag, at én person er blevet dræbt i angrebene.
Derudover skal adskillige være kommet til skade.
Kyrylo Tymosjenko, der er rådgiver for den ukrainske præsident, skriver på Telegram, at beredskab er på vej til det hotel, der blev ramt.
Guvernøren i Kyiv-regionen, Oleksij Kuleba, havde kort før eksplosionerne advaret om et muligt kommende missilangreb, skriver Reuters.
Han har også skrevet på Telegram, efter at missilerne har ramt.
– Terroristlandet har sendt flere bølger af missiler afsted. De ønsker os et godt nytår. Men vi står imod, lyder det fra guvernøren.
Der har lydt luftsirener i store dele af Ukraine i løbet af lørdag.
Flere regioner er også stadig uden strøm efter store angreb torsdag.
Det ukrainske luftvåben sagde i forbindelse med torsdagens angreb, at russerne har anvendt både missiler fra hæren, flåden og luftvåbnet, og at angrebene er blevet fulgt op med “kamikaze-droneangreb”.
Ukraines efterretningschef, Kyrolo Budanov, sagde til det britiske medie BBC, at situationen på slagmarken i Ukraine er fastlåst, så hverken Ukraine eller Rusland kan gøre nogen betydelige fremskridt.
– Situationen er simpelthen kørt fast, lød det fra Budanov.
Der har i over ti måneder været krig i Ukraine. Krigen har været i gang, siden russiske styrker invaderede Ukraine 24. februar.
Det skete, da Ruslands præsident, Vladimir Putin, i de tidlige morgentimer meddelte, at han havde sat gang i en “særlig militær operation”.
/ritzau/











