Nordkorea affyrer flere missiler i hidtil uset aggressivt år

    Nordkoreas missilafprøvninger er blevet bare ved og ved i et hidtil uset tempo i 2022, og midnat mellem fredag og lørdag var der igen gang i missilaffyringerne.

    Klokken 08.00 lokal tid – midnat mellem fredag og lørdag dansk tid – sendte landet tre nye missiler ud over Det Japanske Hav.

    Det oplyser Sydkoreas militær.

    Denne gang var der tale om tre ballistiske kortdistancemissiler. De blev affyret fra provinsen Nord-Hwanghae, som ligger lige syd for Nordkoreas hovedstad, Pyongyang.

    Alle tre missiler skulle ifølge den japanske kystvagt have nået en højde på omkring 100 kilometer og dækket en afstand på i alt 350 kilometer.

    Mindst to af missilerne skulle efter sigende være landet uden for Japans eksklusive økonomiske område (EEZ).

    Affyringerne sker, bare én dag efter at det sydkoreanske forsvarsministerium kunne annoncere, at det havde gennemført en test med nyt rumudstyr.

    Forholdet mellem Nordkorea og Sydkorea er spidset drastisk til, siden Sydkorea fik Yoon Suk-yeol som præsident i maj. Yoon har lovet, at han vil føre en mere hårdhændet politik mod Nordkorea.

    Foruden de tre missiler, som blev affyret ved midnat, har Nordkorea affyret omkring 70 missiler i år. Det omfatter blandt andet otte interkontinentale ballistiske missiler, som kan rejse langt nok til at ramme mål i for eksempel USA.

    Det nordkoreanske statsejede nyhedsbureau KCNA, som normalt agerer regeringens kommunikationskanal, har endnu ikke nævnt de tre missiler, som blev affyret midnat.

    Det oplyser dog, at landets leder, Kim Jong-un, deltog i et partimøde lørdag lokal tid, hvor landets politik og strategi for næste år blev vedtaget.

    /ritzau/Reuters