Libanons præsident har bedt den sunnimuslimske leder Saad al-Hariri om at danne ny regering.
Det sker få dage efter, at parlamentet udpegede den kristne leder Michel Aoun til præsident, skriver Reuters.
Hariri var Libanons premierminister fra 2009 til 2011.
Nomineringen af Hariri er en del af et politisk kompromis. Det medvirkede blandt andet til, at Hariri sagde ja til at støtte sin politiske modstander Aoun.
Aoun er allieret med den magtfulde shiamuslimske Hizbollah-bevægelse, som støttes af Iran.
Parlamentsformand, Nabih Berri, som står i spidsen for den shiamuslimske Amal-bevægelse, har været kritisk over for det politiske kompromis, og han havde truet med at blokere for en ny regering.
Men Berri har i sidste omgang antydet, at han vil støtte Hariri som ny premierminister.
Libanon har en meget kompliceret befolkningssammensætning med kristne, muslimer og drusere. Det gør den politiske proces og udnævnelsen af politiske ledere langsommelig.
Libanon er presset af den seks et halvt lange år borgerkrig i nabolandet Syrien. Over en million flygtninge er søgt til Libanon.
/ritzau/Reuters











