FN-højkommissær tilskynder Taliban til at omgøre ngo-beslutning

    FN’s højkommissær for flygtninge, Filippo Grandi, opfordrer Afghanistans Taliban-ledede regering til at omgøre ordren om, at kvinder ikke må arbejde for ngo’er i landet.

    Det skriver FN’s flygtningeorganisation, UNHCR, i en pressemeddelelse.

    – At forhindre kvinder i at deltage i humanitært arbejde er en alvorlig fornægtelse af deres menneskelighed. Det vil kun resultere i yderligere lidelse og nød for alle afghanere – især kvinder og børn. Dette forbud må afskaffes, udtaler Grandi.

    500 kvinder arbejder med UNHCR’s 19 ngo-partnere i Afghanistan, lyder det i pressemeddelelsen. De ngo’er hjælper næsten en million kvinder og piger i landet, lyder det i pressemeddelelsen.

    Forbuddet for kvinder mod at arbejde i ngo’erne vil ifølge UNHCR betyde, at FN’s flygtningeagentur midlertidig må stoppe aktiviteter, der er kritiske for at støtte det afghanske folk.

    Lørdag valgte Taliban, der siden august 2021 har haft magten i Afghanistan, at beordre ngo’er i landet til ikke at lade kvinder møde på arbejde.

    Taliban begrunder beslutningen med, at nogle kvindelige medarbejdere ikke har fulgt reglerne for islamisk beklædning for kvinder.

    I pressemeddelelsen fra UNHCR lyder det, at kvindelige ansatte i ngo’er står i forreste linje, når der skal findes løsninger for afghanere, der er påvirket af fire årtiers konflikt.

    – At kraftigt begrænse afghanske kvinders rettigheder og deres involvering i humanitært arbejde risikerer at presse flere familier til at flygte over grænsen som flygtninge.

    – Det formindsker også mulighederne for langvarige løsninger for dem, der allerede er fordrevet, siger Grandi i pressemeddelelsen.

    Torsdag kom udenrigsministrene fra 12 lande – herunder Danmark – og EU også med en udtalelse, hvor Taliban blev opfordret til at omgøre beslutningen.

    Flere ngo’er har midlertidigt suspenderet deres arbejde i Afghanistan efter ordren fra Taliban.

    /ritzau/