Topdesigner og forretningskvinde Vivienne Westwood er død

    Den britiske topdesigner og forretningskvinde Vivienne Westwood er død i en alder af 81 år.

    Det fremgår af en udtalelse på hendes Twitter-profil.

    – Vivienne Westwood døde i dag (torsdag, red.), fredeligt og omgivet af sin familie, i sit hjem i Clapham i det sydlige London.

    – Verden har brug for mennesker som Vivienne til at skabe forandringer, lyder det fra hendes modehus.

    Westwood har altid peget fingre ad autoriteter og slog igennem med sine punkinspirerede designs i 1970’erne.

    Hun blev især kendt for sine androgyne udtryk, T-shirts med slogans på og en kritisk attitude over for etablissementet.

    Siden har hun gennem sin karriere klædt nogle af modeverdenens allerstørste navne på.

    Hendes mand og kreative partner, Andreas Kronthaler, siger ifølge BBC, at han vil “fortsætte med Vivienne i mit hjerte”.

    – Vi har arbejdet helt til slut, og hun har givet mig masser at fortsætte med, lyder det.

    Vivienne Westwood var desuden en vedholdende aktivist og har ofte brugt sager, som hun har brændt for, på catwalken.

    Hun var blandt andet en ivrig klima- og miljøforkæmper. Da hun i 2019 talte på den danske festival Heartland, indtog hun ifølge Lolland-Falsters Folketidende scenen iført en T-shirt med ordene “Buy less” (køb mindre, red.).

    Westwood arbejdede som skolelærer, inden hun i begyndelsen af 1970’erne åbnede tøjbutikken “Let It Rock”.

    Butikken, som senere ændrede navn til “Sex”, åbnede hun med sin daværende kæreste, Malcolm McLaren.

    Han blev manager for punkbandet Sex Pistols, som blev berømte iført Westwood og McLarens designs.

    /ritzau/