Kinesisk jagerfly var seks meter fra at ramme amerikansk fly

    Et kinesisk jagerfly var i sidste uge blot seks meter fra at ramme et fly fra det amerikanske luftvåben over Det Sydkinesiske Hav.

    Det oplyser USA’s militær torsdag.

    Hændelsen fandt sted 21. december og involverede et kinesisk J-11-jagerfly og et amerikansk RC-135-fly. Det amerikanske fly måtte manøvrere uden om det kinesiske for at undgå en kollision, lyder det fra militæret.

    USA’s forsvarsminister, Lloyd Austin, har tidligere advaret om en stigende tendens til, at kinesiske militærfly opfører sig farligt i luftrummet.

    J-11-jagerflyet er et godt 20 meter langt fly med en enkelt pilot om bord.

    Det var tæt på at støde sammen med RC-135-flyet, der er bygget af Boeing og er et cirka 42 meter langt rekognosceringsfly.

    /ritzau/Reuters