En teknisk fejl på et metrotog har gjort, at metrolinjerne M1 og M2 i København i mindst to timer onsdag eftermiddag har haft problemer ved stationerne ved Nørreport og Kongens Nytorv.
Onsdag aften kort efter klokken 19 kører metrolinjen M1 mellem Vanløse og Nørreport og mellem Christianshavn og Vestamager.
M2 kører mellem Christianshavn og Københavns Lufthavn og mellem Vanløse og Nørreport.
Skal du rejse mellem Christianshavn og Nørreport, er der ifølge Metro Services pressetjeneste to muligheder.
Du kan skifte til et tog, som kun kører mellem Nørreport og Christianshavn eller til de metrobusser, som er indsat på strækningen.
Pressetjenesten oplyser, at problemerne skyldes en kompleks fejl på et tog. Det er uvist, hvornår de to berørte metrolinjer er tilbage i normal drift.
De resterende to metrolinjer – som er M3 og M4 – kører normalt.
Tidligere lød det, at der var udstedt rejsegaranti til rejsende mellem Nørreport og Christianshavn.
Det betyder, at hvis metroen er mere end 30 minutter forsinket, kan man få dækket sine udgifter på op til 300 kroner til anden transport. Det kan eksempelvis være en taxa.
Det er dog frafaldet igen, oplyser Metro Service onsdag aften klokken 19.30, da der er indsat togbusser på strækningen.
/ritzau/











