Chelsea har gode erfaringer med angribere fra Elfenbenskysten.
Didier Drogba har således tidligere scoret mål på samlebånd for klubben, og nu indtager en ny ivoriansk angriber Stamford Bridge.
Chelsea har således slået kløerne i 20-årige David Datro Fofana, der 1. januar i det nye år flytter til London fra den norske klub Molde FK.
Det oplyser begge klubber onsdag eftermiddag.
David Datro Fofana har tiltrukket sig opmærksomhed fra flere Premier League-klubber, efter at han med 15 ligascoringer spillede en stor rolle i Moldes norske mesterskab i 2022.
Foruden målene i ligaen scorede han yderligere seks mål i andre turneringer.
Det lå i kortene, at David Datro Fofana skulle ende i netop Chelsea. Han har således tidligere udtrykt et stort ønske om at gå i fodsporene på Didier Drogba i den engelske storklub.
Chelsea har ifølge norske TV 2 stået for at slå den norske transferrekord. Ifølge mediet koster David Datro Fofana over 120 millioner norske kroner, hvilket svarer til 85 millioner danske kroner.
Dermed koster han mere end Erik Botheim, der i januar i år skiftede Bodø/Glimt ud med Krasnodar. Russerne betalte angiveligt 100 millioner norske kroner. Siden er Botheim skiftet til italienske Salernitana.
Hverken Molde eller Chelsea afslører dog, hvad David Datro Fofana koster, men Molde-direktør Ole Erik Stavrum medgiver, at prisen er god.
– Det er en flot transfer for både Molde og Datro. Det er en stor transfer i norsk målestok, siger han til tv2.no.
Det vides ikke, hvor lang en kontrakt den 20-årige angriber har fået i Chelsea.
/ritzau/











