EU og USA opfordrer Kosovo og Serbien til “øjeblikkeligt” at tage skridt til at nedtrappe spændingerne mellem de to lande.
Anledningen er en konflikt ved de to balkanlandes fælles grænse.
– Vi opfordrer alle til at udvise maksimal tilbageholdenhed, at øjeblikkeligt handle og uden forhåndsbetingelser nedtrappe situationen, og at afholde sig fra provokationer, trusler eller intimidering, hedder det i en fælles erklæring fra EU og USA.
Der bor 1,8 millioner mennesker i Kosovo. Langt de fleste er etniske albanere. I den nordlige del af landet udgør etniske serbere cirka 50.000 mennesker.
De etniske serbere støttes af mange serbere i Serbien og af regeringen i Beograd.
I november trådte etniske serbere ud af politiet, domstolene og andre institutioner i Kosovo. Anledningen var, at regeringen i Kosovo ville have udskiftet nummerpladerne i det nordlige Kosovo. De er udsted af den serbiske stat.
Det førte til uroligheder og blokader ved grænsen, og der blev skudt mod Kosovos politi og internationale fredsstyrker. Dagligt er spændingerne vokset. Det har ført til frygt for en ny krig.
Kosovo var indtil 1999 en undertrykt provins i Serbien. Det førte til en konflikt, hvor Serbiens daværende leder, Slobodan Milosevic, med magt igangsatte en etnisk udrensning af Kosovos etniske albanere. De udgjorde cirka 90 procent af befolkningen.
Hundredtusinder af mennesker flygtede til nabolandene, indtil Nato greb ind og forviste de serbiske styrker fra Kosovo.
/ritzau/Reuters











