20-årig fængslet efter knivstikkeri på Amager lillejuleaftensdag

    En 20-årig mand, der er mistænkt for at stå bag et knivstikkeri på Amager i København 23. december, er blevet varetægtsfængslet i foreløbig fire uger.

    Det oplyser Københavns Politi på det sociale medie Twitter.

    Manden blev anholdt tirsdag, og onsdag er han blevet fremstillet i grundlovsforhør i Dommervagten i Københavns Byret.

    Københavns Politi mistænker den 20-årige for at have stukket en anden mand i maven med en kniv lillejuleaftensdag.

    Knivstikkeriet skete ved Peder Lykkes Vej på Amager. Politiet fik anmeldelsen klokken 8.31.

    Offeret var en 30-årig mand. Han blev kørt til hospitalet for at blive opereret. Seneste melding fra politiet var tirsdag, at mandens tilstand er stabil.

    Det er uvist, hvad der er gået forud for, at den 30-årige blev stukket med kniv. Og om de to mænd kender hinanden.

    Det vides heller ikke, hvordan den 20-årige forholder sig til sigtelsen.

    /ritzau/