Kinas sundhedsvæsen er under pres: travleste tid i 30 år

    Kinesiske hospitaler kom onsdag under yderligere pres i takt med, at flere og flere meldte sig med covid-19.

    Landet vendte tidligere på måneden på en tallerken og begyndte at pille verdens strengeste covid-19-restriktioner fra hinanden for at sætte landets erhvervsliv på kurs mod en komplet genåbning i løbet af næste år.

    Lempelsen af restriktioner kommer efter længere tid med store demonstrationer. Det har medført, at coronavirus spreder sig stort set uhindret i verdens mest folkerige land.

    Og det kan mærkes på sundhedsvæsnet. Det fortæller flere ansatte på et Huaxi-hospitalet i den sydvestkinesiske by Chengdu.

    – Jeg har haft dette arbejde i 30 år, og det er det travleste, jeg nogensinde har oplevet, fortæller en ambulancefører.

    Uden for Huaxis akutafdeling står folk i lange køer mellem hospitalet og en nærliggende klinik. De fleste af dem, som ankommer i ambulancer, får ilt.

    – Næsten alle patienterne har covid-19, fortæller en apoteker på klinikken.

    Hun fortæller desuden, at apoteket ikke ligger inde med medicin specifikt mod covid-19, og at patienter i stedet får medicin til specifikke symptomer som for eksempel hoste.

    Zhang Yuhua, en embedsmand ved Chaoyang-hospitalet i hovedstaden, Beijing, siger, at de fleste af de nylige patienter er ældre personer, som er kritisk syge og har kroniske sygdomme.

    Ifølge hende er antallet af indlagte på hospitalets intensivafdeling steget til 450-550 om dagen fra cirka 100 dagligt før.

    Den statsejede engelsksprogede avis China Daily har bragt et billede af køerne uden for hospitalerne. De fleste af personerne i køen er ældre mennesker. Flere af dem får ilt og behandling af personale i hvide beskyttelsesdragter.

    /ritzau/Reuters