USA’s højesteret holder fast i straksudvisning af migranter

    En amerikansk lov, der blev vedtaget under pandemien, som tillader myndighederne straks at udvise migranter pågrebet på grænsen til Mexico, opretholdes for nu.

    Det har landets højesteret vedtaget tirsdag, skriver nyhedsbureauet Reuters.

    Beslutningen kommer, fordi retten har behandlet, hvorvidt 19 delstater kan gøre brug af lovgivningen, selv om den står til at udløbe.

    Retten har besluttet, at udsætte en dommers afgørelse, der ugyldiggør loven, som er kendt som titel 42.

    Loven har været i funktion de seneste to år og har gjort det muligt at afvise hundredtusinder af migranter på grænsen til Mexico, skriver nyhedsbureauet AFP.

    Beslutningen har udsat en mindre politisk krise for præsident Joe Biden. Forventningerne om lovens ophævelse har nemlig samlet tusinder af mennesker, der ved USA’s sydlige grænse venter forventningsfuldt på at kunne komme ind i nabolandet.

    Den primært konservativt udpegede højesteret accepterede en begæring fra de 19 delstater, der advarede mod en bølge af migranter, hvis loven blev løftet.

    Biden har efter afgørelse udtalt, at højeste først vil tage endeligt stilling til lovens fremtid til juni.

    – Retten tager først stilling til juni, åbenbart, og i mellemtiden bliver vi nødt til at håndhæve den, siger præsidenten ifølge Reuters.

    Loven blev vedtaget under den tidligere præsident Donald Trump.

    På det geografiske omdrejningspunkt for debatten skaber afgørelsen frustrationer.

    – Det knuser mit hjerte, at vi skal blive ved med at vente, lyder det fra Miguel Colmenares, der er fra Venezuela. Han befinder sig på den mexicanske grænse i byen Tijuana.

    – Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg har ingen penge, og min familie venter på mig, siger den 27-årige til Reuters.

    /ritzau/