Putins mand spår tysk-fransk krig og borgerkrig i USA

    Ruslands tidligere præsident Dmitrij Medvedev, der står Vladimir Putin meget nær, forudser, at Tyskland og Frankrig kan komme i krig i løbet af 2023.

    Oven i det spår han, at der udbryder borgerkrig i USA, og at det vil føre til, at den rigeste mand i Amerika, Elon Musk, bliver præsident.

    Det skriver Medvedev i en nytårshilsen på de sociale medier Telegram og Twitter. Men det slutter ikke her.

    Både Reuters og det russiske nyhedsbureau Tass gengiver Medvedevs opsigtsvækkende spådomme. De er så omfattende, at de umiddelbart ligner svindel.

    Men Medvedevs opslag på de to sociale medier omtales af det officielle nyhedsbureau Tass. Det lægger sig sædvanligvis tæt op ad den russiske regerings fortællinger og fortolkninger.

    Medvedev lægger ud med at spå, at olien stiger til 150 dollar for en tønde i 2023.

    At Storbritannien vil genindtræde i EU.

    At EU vil kollapse efter den britiske genindtræden, og at euroen forsvinder.

    Polen og Ungarn vil besætte det vestlige Ukraine.

    Det Fjerde Rige vil opstå. Det vil være sammensat af Tyskland, Polen, de baltiske stater, Tjekkiet, Slovakiet, Kyiv-republikken og andre “udskud”.

    Medvedev var Ruslands præsident fra 2008 til 2012. Det var efter, at Putin havde været præsident i to perioder og ifølge den daværende russiske forfatning ikke kunne fortsætte. Putin genindtrådte som præsident i 2012.

    Medvedev blev mandag udnævnt som Putins højre hånd for et organ, der fører tilsyn med Rusland militærindustri.

    /ritzau/